|
Ny Sæson
HWC åbnede sæsonens klubaftener torsdag den 30. april på en for årstiden ganske pæn aften, hvor alle instruktørerne var samlet for at rigge grejet til for sæsonen, søsætte følgebåden m.m., og da det var aftenen inden St. Bededag, havde formanden sørget for varme hveder, som blev sat til livs sammen med kaffen efter arbejdet.
Ny Instruktør
Efter Bededagsferien kunne vi desuden glæde os over at have en ny instruktør i HWC. Louise brugte helligdagene på Sønderborg Idræts Højskole på at tage Dansk Sejlunions windsurf-instruktør-kursus.
Louise stiftede bekendtskab med windsurfsporten på Oure Idrætsefterskole for 3 årsiden, og nærmest som en naturlig følge deraf meldte hun sig ind i klubben og anskaffede sit eget grej, da hun kom hjem for at gå i gymnasiet.
På kurset i Sønderborg deltog 30 kursister, 20 drenge og 10 piger i alderen 17-55 år, nogle rigtig spændende kursusdage fortæller Louise, hvor færdighederne blev prøvet af, både til lands og til vands.
Første klubaften
HWC's første klubaften på vandet var den 4. maj, en bidende kold aften, men alligevel kom der 5 deltagere på vandet, men måske var det alligevel for koldt, for den følgende klubaften, den 6. maj, hvor det også var endnu koldere og mere blæsende kom der slet ingen, så instruktøren kunne pakke sammen og køre hjem efter en time. Det var nu også den dag, DMI's meteorologer spøgefuldt kaldte årets første efterårsdag!!!!
Vejrguderne var ikke med Ishøj
Weekenden 8.-9. maj skulle Ishøj Surfklub lægge vand til årets første DBO ranglistestævne. Vejrguderne var stadig ikke løbet tør for kulde, det var endnu bidende koldt, til gengæld var selvsamme guder da helt løbet tør for vind. Der blev forsøgt et par starter, men det blev ikke til noget der lignede seriøs kapsejlads, så de 27 tilmeldte, heraf 2 fra HWC, måtte fordrive tiden med at beundre detaljerne på det nye grej der var blevet anskaffet siden sidste sæson.
|