ORDNUNG MUSS SEIN

Vi ankom til Lübeck sent på aftenen, og lagde til i nærheden af den sluse, vi næste morgen skulle igennem, for at komme ind i Nord Ost See Kanal (Kielerkanalen). Tidligt op, og så i gang med alle formaliteterne, inden vi kunne blive sluset. Først skulle vi finde en lille kiosk, hvor en ældre dame, antagelig krigsenke, sad og mod betaling gav hun os en billet.

Denne billet var dog ikke umiddelbart adgangskort til slusningen, hvorfor vi måtte gå over sluseporten, og helt op i tårnets allerøverste etage, hvor en uniformeret slusemester, fra sit høje stade, fik udpeget vores lille båd, og ”mit die Übung der Meisters”, svingede et stort stempel, og satte en sort godkendelse på vores billet. Lidt foran vores båd lå en hollænder. Han var tilsyneladende af den mening, at når han kom til et sted, var det havnens personale, der skulle komme til ham.

Han ignorerede vore oplysninger om, at sådan var det ikke her i slusen. Efter nogen tid (lang tid) brølede vor bekendte oppe fra tårnet over højttaleren på både tysk og engelsk, at slusen ikke blev åbnet før den hollandske båd havde betalt oppe i kiosken, og fået det reglementerede stempel oppe i tårnets øverste etage. Endelig slap vi ud i Nord Ostsee Kanal.

Første stop var i Rendsburg, en god gammel dansk by, hvor vi provianterede. Vi kom ind i Eideren, og til den første sluse, hvor vi betalte for alle kommende sluser, helt ud til Tönning. Inden vi sejlede ind i Nord Ost See Kanal og derefter ind i Ejderen, havde vi besluttet, at vi kun ville lægge til i havne eller anløbsbroer på nordsiden af løbene på den gamle danske side. Derfor blev første stop ved en lille bro, hvor vi lå gratis. Stedet havde ingen butik, men et lille værtshus, hvor vi lige skulle smage en af stedets specialiteter: ”Sauerfleisch”.

Den middag krævede en hel del øl. Et sted på Eideren kom vi efter en snoning til et sted, hvor et skilt, advarede de sejlende, om mange badende - - Nå! - - men skiltet var alvorligt ment, for pludselig var vi omringet af svømmende børn, som vi måtte advare mod at komme for tæt på agterenden af båden, hvor de kunne komme i nærkontakt med skruen. Efter mange sluser, der tilsyneladende fungerede som kontrolsteder for tolderne, nåede vi ud til Tönning, og fik en plads langskibs ved en smart anordning, der gjorde, at fortøjningerne fulgte med tidevandet op og ned. Tidevandsforskellen var på mere end 3,5 m, så det var jo en fordel - - - MEN - - når vi var helt nede, viste det sig, at vi stod i mudder, og det gav desværre en mudderprop i indtaget til kølevandet.

Den dag vi forlod Tönning, havde tidevandet været på vej ind nogle timer. Alle tiders, så havde vi medstrøm retur på det første stykke. Vel ude af havnen, og med kurs frem mod broen, der var åben, gik alarmen fra motoren i gang. Med ca. hundrede meter til broen, fór jeg frem på fordækket, for at lade ankeret gå. En tysk båd så, hvad jeg var i gang med, vendte om, stak mig en line, og slæbte os gennem broen. Ved at demontere kølevandsslangen, så jeg, at der ikke kom vand ind den vej. Ved et kraftigt pust i slangen, sagde det ”plop”, og så fik jeg en vandstråle i hovedet. Det var en mudderklat, der havde lukket for kølevandet, og fået motoralarmen til at hyle.

Vi takkede tyskeren for bugseringen, og tilbød en flaske skarpt, hvortil han svarede, at vi kunne gøre det samme for ham, når han kom til Danmark. Den første sluse vi kom til, var lukket - - uden forklaring fra slusevagten, men lidt senere kom en toldbåd hen til slusen, og to mand kom langsomt hen til os. ”Om vi havde været på Helgoland?” Nej, De (Sie) kan se vores papirer, hvilket tolderen gerne ville. Jeg dykkede ned i båden, trak dagbog og den tykke dokumentmappe frem, gav det hele til tolderen, som bladrede, og tilsyneladende var tilfreds, efter at han også havde set vaccinationskortet for katten. ”Alles in Ordnung - gute Reise”.

Jørgen Junge Busch